Dato: 28. september 2021Torsdag 30. september 2021 uddeles Michael Strunge-prisen 2020 og 2021 til henholdsvis Rakel Haslund-Gjerrild og Theresa Salomonsen. To forfattere modtager prisen i år, da prisuddelingen måtte aflyses sidste år pga. corona.
Priskomitéen motiverer valgene bl.a. sådan:
”Rakel Haslund-Gjerrild tildeles Michael Strunge-prisen 2020 for Alle himlens fugle (Lindhardt og Ringhof, 2020). Romanen er en postapokalyptisk fortælling om en ung kvinde, der har overlevet en katastrofe. Den er skræmmende smuk og smukt skræmmende. Alle himlens fugle ryster læseren med en trøstesløshed, som kalder til eftertanke og medfølelse. Rakel Haslund-Gjerrilds fortælling kredser om mennesket, der slipper sit tag i det menneskelige. Det er en krævende indsigt, romanen udtrykker, med en ganske særlig kunstnerisk kraft”.
”Theresa Salomonsen modtager Michael Strunge-prisen 2021 for sin lille Højsang (Forlaget Korridor, 2021), der trækker Det Gamle Testamentes store kærlighedsdigt op i nutiden. Den lader sine to elskede lede efter hinanden i et besat Palæstina, hvor maskingeværer bæres som tunge børn, i Indien og i et vodkadrikkende Sibirien, men er samtidig fuldt så ekstatisk og billedstærk som den oprindelige højsang. Blot er den elskedes tunge nu ”blød som fløde mod kattens tunge”, øjnene er ”projektiløjne”, kinderne som ”glødende jern”. Som bog handler den ikke bare om kærligheden, den er selv fuld af kærlighed til sprogets billedskabende evne”.
Prisen er på 50.000 kr. til hver af de to forfattere. Den blev indstiftet af Borgens Forlag i 1989 og er siden 2012 blevet videreført af Gyldendal. Med accept fra stifterne, Michael Strunges forældre, blev fundatsen samtidig ændret. Hvor hæderen tidligere skulle gives til en lyriker, der var debuteret efter 1986, tildeles den nu ”en dansksproget skønlitterær forfatter for dennes anden skønlitterære udgivelse”.
I år er prisfesten åben for alle, der har købt billet på Billetto.dk.
Sted: Gyldendal. Indgang gennem porten i Pilestræde 51, København K.
PROGRAM
Kl. 16.30
Porten åbnes. 80’er fingermad og drinks.
Kl. 17.00
Taler af priskomitéen og prismodtagerne. Oplæsning v/Thomas Boberg.
Kl. 17.25
Musikalsk fortolkning af Bjørn Rasmussens Ming v/Mr. Koifish/Danser som en drøm.
Kl. 17.35 - 19.00
Drinks, snacks og snak.
Michael Strunge-prisen er tidligere givet til bl.a. Pernille Abd-El Dayem, Jonas Eika, Caroline Albertine Minor, Caspar Eric, Olga Ravn og Theis Ørntoft. En komité på tre medlemmer vælger årets modtager. Den består p.t. af professor Anne-Marie Mai, forfatter Thomas Boberg og lektor Tue Andersen Nexø.
Michael Strunge døde som 27-årig i 1986.